Præsentation til samarbejdspartnere
Rum og Relation
Kunstnere kan intervenere på 4 niveauer i virksomheder:
1. Dekoration
2. Underholdning
3. Teambuilding og kommunikation
4. Strategiske forandringsprocesser, udvikling af virksomhedskulturen, lederudvikling og innovation
Jeg arbejder på niveau 3 og 4.
Kunstneren som forandringsagent
· Jeg tilbyder kreativ træning til virksomheder, kreativt med- og modspil til private og professionelle og konstruktiv sparring på tekst- og idéprodukter
· Jeg skaber forandringer og forskydninger i eksisterende praksisser og i eksisterende rum – både i de fysiske og de mentale
· Jeg bryder vanetænkning og vanehandling
· Jeg arbejder sted- og situationsspecifikt og udvikler forløb i samspil med deltagerne
· Jeg arbejder involverende og procesorienteret
· Jeg inviterer medarbejdere til at gå på opdagelse og skabe egne erkendelser og erfaringer og derigennem udvide deres handlerum
· Jeg arbejder anerkendende og autentisk. I walk my talk
Hvad kan en kunstnerisk tilgang?
Den kunstneriske tilgang kan skabe forandringer på mange niveauer og kan dermed anvendes til såvel personlig, social og organisatorisk udvikling i virksomheder. Min kunstneriske tilgang kan inddrages i planlægning af både form og indhold af udviklingsaktiviteter i virksomheden. Min særlige kombination af kunstneriske og socialpsykologiske kompetencer giver mig en sikker form- og flowfornemmelse, skaber unikke interventioner og kommer til udtryk i kvalificeret formidling.
Kreativ træning
Jeg igangsætter kreative processer, nytænkning og frigør potentialer og ressourcer hos medarbejdere. Jeg træner åbenhed, mod og evnen til at stole på egne fornemmelser og vurderinger. Jeg styrker medarbejdere til at overskride deres egen horisont og blive i stand til at få nye indfaldsvinkler og perspektiver på deres arbejdsopgaver. Jeg skaber et tillidsfuldt og anerkendende eksperimenterende læringsrum, der rykker medarbejderne ud af deres komfortzone og giver dem evnen til at manøvrere i kaos.
Målet er altid, at medarbejderne integrerer og anvender de kreative ressourcer i deres arbejdsliv.
Rammer, relation og kreative metoder..
Hvad er den kunstneriske metode? Den kunstneriske tilgang? Det er måske nemmere at sige, hvad den ikke er: Den er ikke planlagt. Den er ikke standardiseret. Den er ikke uafhængig tid og sted. Den handler om at manøvrere i nuet, at handle på de givne omstændigheder, at skabe og følge flow.
Jeg laver spilleregler, som sætter rammerne om det kreative rum og skaber mulighed for nytænkning.
Jeg coacher individuelt og udfordrer deltagerne løbende ved at lave kreative benspænd, som træner deres manøvredygtighed og sætter krav til deres kreativitet.
Jeg aktiverer deltagernes højre hjernehalvdel og stimulerer sanseligheden. Hele mennesket kommer i spil.
Det handler om mindset, ikke om redskaber..
Kreativ kompetence er ikke et værktøj man får stukket i hånden én gang for alle. Det handler om egenskaber der udvikles i et kreativt rum eller miljø med en motiverende leder. Det handler om holdninger og handlinger. Om et bestemt mindset der kan tændes eller slukkes alt efter hvordan man møder det.
Jeg giver ikke medarbejdere et specifikt redskab men evnen til at vælge redskab afhængig af situationen. Jeg giver dem et forandringsberedskab.
Kultur og struktur – et helhedsyn
Jeg har fokus på forankringen til resten af strukturen.
Jeg opfatter medarbejdere og organisationsstruktur som to sider af samme sag. De indvirker på hinanden i et gensidigt forhold. Forskydninger på et niveau giver ændringer på det andet. ’Forholdet’ kan virke muliggørende eller hæmmende...
Denne dobbelthed bærer jeg med mig i mine interventioner... Jeg har blik for de struktur- og kulturmæssige vilkår i virksomheden samtidig med at jeg arbejder på individ- eller gruppeniveau.
Vi kan også kalde det et helhedssyn.
Virkeligheden er til forhandling
Mit faglige udgangspunkt er subjektorienteret. Jeg opfatter virkeligheden som en social konstruktion, at vi alle skaber vores version af virkeligheden og at vi handler i forhold til disse virkelighedsversioner – ikke i forhold til en endelig sandhed om tingene... Selvmodsigende udsagn eksisterer, fordi virkeligheden og arbejdslivet er selvmodsigende, komplekst og interessefyldt. Jeg har den opfattelse, at den enkelte medarbejder handler og tænker ud fra hans/hendes position i organisationen, vedkommendes interesser og erfaringer og den konkrete situation. Til sammen skaber det virkeligheden for medarbejderne.
Den innovative jord skal gødes
Den kreative tilgang er brugbar i udvikling af kreativ og innovativ kultur.
Evalueringer viser, at den kreative tilgang kan bruges til at skabe personlige, sociale og kulturelle forandringer på arbejdspladsen, bidrage til at skabe personlig og kreativ vækst, kan stimulere idégenerering og gøde den innovative jord i virksomheden.
På vej mod en innovativ kultur
Den kreative tilgang skal inddrages når ledelsen er klar og i stand til at udvikle, praktisere og lede den nye kultur. Ledelsens opbakning er afgørende og nødvendig. Ledelsen skal ville en innovativ kultur og vise det i praksis.
Ellers kan konsekvensen være, at hindringerne for en mere innovativ kultur blot cementeres.
Timing, vilje og motivation er derfor central.
Innovation er et strategisk valg og en strategisk opgave. Kreativitet og innovation realiseres ikke alene ved styrkelsen af personlige kompetencer hos medarbejdere og ledere men også ved at skabe en innovativ infrastruktur i virksomheden.
Den etiske dimension
Innovation og kreativitet har et etisk aspekt, der både har en menneskelig og en samfundsmæssig side.
Hvordan varetages og håndteres de muliggjorte og aktiverede ressourcer internt i virksomheden? Og hvad anvendes ressourcerne til? Bidrager de til udviklingen af menneskeligt og miljømæssigt bæredygtige processer og produkter[1]?
Det er en overvejelse værd... både for mig og for de mennesker jeg vælger at arbejde sammen med.
Reference
Jeg planlagde, gennemførte og evaluerede et længere udviklingsforløb i Københavns Lufthavne i 2005, som havde til mål at gøre medarbejderne mere kreative og virksomhedskulturen mere innovativ. Projektet hed CPH:AIR.
Kataloget, der i ord og billeder beskriver projektet og har forord af underdirektør i Københavns Lufthavne Mogens Kornbo, kan rekvireres ved at kontakte mig på mail@charlottegrum.dk eller 23 72 14 57.
Charlotte Grum, Frederiksberg, september 2006
1] Danmark har tilsluttet sig FNs 10 år for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling i perioden 2005-2014. Tiåret skal øge den globale bevidsthed om bæredygtighedens tre grundpiller: økonomi, sociale forhold og miljø. Idéen er, at hele uddannelsessektoren, fra børnehave til universitet, og såvel private som offentlige virksomheder relateres til bæredygtighed (Christina Nielsen og Lars Myrthu-Nielsen, Kronik i Information, 2005).